Nyhedsbreve


Nyhedsbreve

26-03-2018

Guldager Highland Cattle News Marts 2018

Så er der igen nyt at berette fra Guldager Highland Cattle:

Så er der begyndt at komme kalve. Der er kommet 10 stk indtil videre. Men det er blot første bølge fra de køer vi købte, som havde gået med tyr hele året. Vi lukkede tyrene ud til vores egne køer til Sankt Hans sidste år, så det store boom kommer medio April. Vi er klar til at tage i mod :-). Vi håber blot på lidt forår, så de får en blid start uden for meget kulde, regn og blæst.

Sidste gang skrev jeg om, at vi havde budt på noget areal ved Esbjerg kommune. Vi vandt som forventet ikke det store areal (konkurrencen er ret hård), men til gengæld fik vi en 4-5 små arealer i nærområdet.

Vi bød desuden på et areal på Sjælland (Vordingborg). Da I jo ved, vi holder til i Guldager, vil man måske komme til den konklusion, at det ligger en kende væk, og nu har de (Thomas & Peder) da tabt sutten. Men arealet var på over 400 hektar, og var lidt for "lækkert", vi blot kunne lade det passere. Vi bød på arealet, men vandt desværre ikke. Hvis man skal sammenligne det med at spille poker (Texas Hold Them), kan man sige, at vi forsøgte at bluffe puljen hjem med 2 syvere på hånden. Desværre sad der bare en del spillere ved bordet, som havde både større par + en enkelt havde fuld hus med 3 essere og 2 knægte.

Mht. vinterfodring, så fodrer Thomas på livet løs. Pt. bruger vi ca. 50 wrap og hø baller om ugen, og vi fik ikke bjerget nok foder sidste år. Det betyder, at vi har været ude at købe en del foder. Nu lakker det heldigvis mod enden, og nu varer det ikke længe, inden vi flytter dyrene ud. Faktisk flyttede vi en flok ud denne weekend på et nyt område, som vi har fået hegnet ude i Blåvand, lige bag Blåvand Zoo. Man kan se dyrene på vedhæftede billede. På selve dagen var der en del havgus, hvilket gjorde det ret tåget derude.

Vi er startet på at gennemgå hegnet på alle vores arealer, så vi ikke bliver mødt af de store overraskelser, når vi begynder, at lukke flere af dyrene ud. Har vedhæftet et billede fra Guldager plantage. Vi bruger en ATV til trække trailer med hegns materiale rundt på arealet. ATV´en kan komme frem overalt og gør, at vi ikke behøves at slæbe det hele rundt.

Vi har investeret i en mobil fangefold, som bliver lavet af Arne´s Smedje. Det er genialt værktøj, når man skal håndtere dyrene hurtigt & effektivt og uden at nogen (f.eks. en Thomas eller Peder) kommer til skade. Vi kan fange dyrene og drive dem ind i en lille lukket rum, hvor vi kan checke øremærker og isætte evt. manglende øremærker. Vi giver også dyrene et middel mod lus og lungeorm. Desuden klipper vi lige ørerne på køerne, så øremærkerne er nemme at se, når vi skal registrere kalvefødsler. Jeg har vedlagt et par billeder af vores nye investering.

Vi fik også sorteret kalvene fra (kun fra den ene flok, vi mangler stadig at sortere 2 flokke), så nu går de hjemme i stalden (se billede). De første 5 dage brøler de en del, da de mangler deres mor, og ikke mindst hendes mælk. Men det går heldigvis over. Næste step er at vi skal have studet tyrene. Det fortæller jeg mere om næste gang.

Mht. forbrug af kød, så skal man bare give den gas (og man må godt fortælle det til sin bedste ven), selvom det er ved at blive moderne at blive veganer. Vi mener, at det kan da kun være kjøwenhavnere, som hopper med på den bølge. Hvis der bestilles kød via hjemmesiden, så skal vi nok prøve at levere hurtigst muligt.

Vi kan også snart levere æg (og det er bestemt ej fra burhøns), når man kommer og henter kød og honning.    

Vi ses derude..... i naturen.

Mvh
Peder Bondemand

Alle nyhedsbreve





































Bestilling af kød

Det primære for Guldager Highland Cattle I/S er afgræsning/naturpleje, men det hænder vi slagter, hvilket giver noget 1. klasses kød, Du kan bestille kød her

Nyheder

Vi bringer nu også kød ud i egen kølebil

Vi bringer nu også kød ud i egen kølebil

Tilmeld nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

E-mail adresse