Nyhedsbreve


Nyhedsbreve

24-01-2020

Guldager Higland Cattle News – Januar 2020

Så er der igen nyt at berette fra Guldager Highland Cattle:
 
DET REGNER
– VI GØR VORES BEDSTE, MEN BLIVER ENDNU BEDRE MED JERES HJÆLP
Vi fodrer og fodrer, og det bliver ligesom ved at regne og regne. Den kombi gør, at det bliver lidt mudret på markerne, specielt omkring vores foderhække. Vi forsøger selvfølgelig at afhjælpe det ved at flytte høhække og spræde halm. Men vi er ikke altid tilfredse med, hvordan det ser ud. Specielt et areal, som ligger ved Susåvænget i Esbjerg volder os lidt kvaler. 
For at gøre det let for Jer at kontakte os, hvis noget ikke ser ud som det skal, har vi sat skilte op på samtlige arealer i Esbjerg kommune. Tøv ikke med at kontakte os, hvis I observerer ting, som I mener, vi skal have at vide.  
 
NYE AREALER = NYE SKØNNE DYR TIL GAVN FOR NATUR OG BIODIVERSITETEN
Vi har fået lidt nye arealer. Blandt andet et areal nede ved Ribe helt ude mod vandet, samt et lidt større natur areal ved Skjern ud mod Skjern Å. På arealet ved Skjern ønsker Naturstyrelsen, at der skal gå 60 storkreaturer (1 skorkreatur = 1 dyr over 2 år). Det betyder, at vi kommer til at mangle lidt dyr, og vi har derfor været på indkøb i Odder hos en af vores faste leverandører (I kan se et billede her i mailen fra vores besøg hos Torben fra Odder). Der kommer dog stadig jord i udbud fra diverse kommuner og Naturstyrelsens forskellige enheder, og vi forsøger til stadighed at få lidt mere naturarealer under vores vinger, men konkurrencen bliver hårdere og hårdere, da der er flere og flere, som får øjnene op for naturpleje som en driftsform. Heldigvis kan man sige :-). 
 
KVALITETSKØD PÅ MENUEN I FLERE RESTAURANTER OG NU OGSÅ ET STØRRE SUPERMARKED
På afsætningssiden begynder vi at levere til et større supermarked i næste uge. Det er første gang vi involverer os med en kunde, som har så stort et potentiale. Vi har plakater, film og brochurer klar, som skal bruges på selve markedsføringen.
Derudover er der en ny restaurant i Esbjerg, som har meldt sig på banen. Sådanne kunder kræver lidt bearbejdningstid. Og vi havde den første snak tilbage i November. Derudover arbejder vi på en restaurant fra Ribe, og fællesnævner for deres interesse er selvfølgelig, at det er lokalt. Men også vores historie om dyrevelfærd, naturpleje samt ingen brug af kunstgødning/sprøjtegifte + kvaliteten af kødet.
 
HVAD SKAL BARNET HEDDE? MÅSKE DU KAN HJÆLPE??
Og så et lille mysterium til slut. Vi havde valgt 12 kvier ud til at erstatte nogle ældre køer. De blev lukket ud på et naturareal ved Bjerreskov i Ribe d. 1/5, og d. 1/7 blev der lukket en tyr på arealet. Køer/kvier er normalt drægtige ca. 9 mdr., hvorefter kalvene begynder at komme, alt efter hvor dedikeret tyren er. Men her i januar kom den første kalv (se vedhæftede billede). Vi kan simpelthen ikke regne ud, hvordan det er sket. Vi har selvfølgelig heller ikke stået først i køen, da der blev uddelt intelligens, plus vi sad heller ikke på forreste række i skolen. Men det burde da være rimelig simpelt:
Dreng møder pige, Tyr møder kvie, læg dertil ca. 9 mdr......
Men denne her nød kan vi ikke knække. Derfor har vi konkluderet, det er en jomfru fødsel. Kalven er desuden en velskabt pige, og jeg kan oplyse, at alle kalve skal starte med et "R" i år. Så hvis I har et godt forslag til et pigenavn på en jomfru fødsel, er jeg meget lydhør 🙂. På vores facebookside kan du komme med bud på et navn til det lille mysterium.
 
Vi ses derude..... i naturen.

 

Mvh

 

Peder Bondemand 

 

Alle nyhedsbreve





































Bestilling af kød

Det primære for Guldager Highland Cattle I/S er afgræsning/naturpleje, men det hænder vi slagter, hvilket giver noget 1. klasses kød, Du kan bestille kød her

Nyheder

Vi bringer nu også kød ud i egen kølebil

Vi bringer nu også kød ud i egen kølebil

Tilmeld nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

E-mail adresse