Nyhedsbreve


Nyhedsbreve

15-11-2020

Guldager Higland Cattle News – November 2020

Så er der igen nyt at berette:


Vores beslutning om at holde en fast ugentlig åbningsdag i vores lille primitive gårdbutik har givet pote. Vi oplever en stadig stigende strøm af nye kunder som kigger ind, uden at have bestilt. Mange har hørt om os fra venner og bekendte, som tidligere har hentet kød. Så jungletrommerne virker.  

Vi har altid åbent

TORSDAG fra 16.00 - 18.00

for 'walk in' og afhentning. Vil du være sikker på at få det du ønsker, er det en god ide at bestille i forvejen på hjemmesiden.

 

Kølebilen får også kørt nogle kilometer på landevejen. Vi leverer nu til 3 restauranter samt diverse privatkunder i nord, syd og øst. Vi kan jo næsten ikke komme mere vestpå 🙂.

Kølebilen kører mod Kolding/Fredericia/Århus området lørdag d. 28/11 og Københavnsområdet søndag d. 29/11. Så hvis du er ved at køre tør, og ikke har mere at spise, så kan der bestilles på hjemmesiden.



En rigtig meatlower

Med den stigende befolkningstilvækst på vores jordklode, begynder vi at se en trend, hvor man kun skal spise grøntsager/frugt og sågar insekter/melorme i stedet for en rød steak. Men i disse klima tider, er der nogle, der går mod strømmen. De er ikke vegetarer men carnivorer. Vi har en kunde fra Djursland, som hedder Johan. Johan er en rigtig carnivor. Johan spiser 1,3 kilo skotsk højlandskød om dagen. I stedet for havregryn til morgenmad, starter han for eksempel med en højrebskotelet. Han har også en søn på nu 2 år, som ikke sagde "far", "mor" eller "traktor", som sit første ord. Johan´s søn første ord var simpelthen "bøf" 🙂.


Special bestillinger:

Vi har for nylig udvidet vores sortiment med tunge, hjerte, lever, oksehale, nyretap osv. Vi oplever stor efterspørgsel efter disse produkter. Men nu begynder vi også at få forespørgsler på (hold nu fast): komave, milt, nyrer, sener, klove, hjerne og flomme. 

Hvis du ikke ved, hvad flomme er:

Flomme er indvoldsfedt og er mættede fedtsyrer. Folk ønsker flomme som fedtstof til stegning af deres kød. 

Derudover er der efterspørgsel på horn, hoveder og kranier. 


Dyrene fanges

Vi arbejder stadig på at få alle dyrene hjem til deres vinterresidenser. Det er en lang sej proces. Der er mange dyr, der skal flyttes, og vi gør det hele selv med traktor og kreaturvogn. Hvis det er store dyr kan vi have 10 dyr af gangen, og hvis det er små kalve, kan vi have plads til ca. 20 stk.

Men vi har jo masse af arealer, hvor der f.eks. kun går 5 stk, og de skal jo også lige fanges først. Nogle gange går det let som en leg, og andre gange kan det drille en del. I sommers har vi haft 5 dyr gående oppe ved Pølmosen i Ansager. Vi måtte opgive at fange dem med vores kreaturvogn. I stedet har vi haft stillet en mobil fangefold op, og er begyndt at fodre dem ind. Det tog ca. 10 dage, hvor dyrene langsomt vænnede sig til vores tilstedeværelse og det hø, vi tog med hver gang. På nedenstående billede kan man se, at de 4 dyr er kommet ind, men den sidste driller. Den står lige udenfor indgangen og holder et vågent øje med din mindste bevægelse. Hver gang man nærmere sig gik den udenfor fangefolden, og hvis man satte sig ind i bilen igen og startede motoren løb den (lumske !%##"#) ind og spiste af høet. Men til sidst fik vi den fanget, og nu går de alle ude ved Myrthue ud mod Ho bugt og får vinterfoder ad libitum.


 

Flytning af kvæget fra Sædding Ådal til Susåvænget

Hvert år flytter vi kvæget fra Sædding Ådal til Susåvænget. Der er flere hundrede meter mellem de 2 indhegninger, og i stedet for at indfange dyrene og fragte dem med kreaturvogn, tager vi hvert år chancen og lukker de 20 køer + kalve + foldtyren ud og driver dem fra den ene indhegning til den næste. For hvert år bliver det nemmere og nemmere, fordi køerne kender det, og ved hvad der skal ske. Vi laver lidt forarbejde, og spænder reb over cykelstien, samt diverse andre flugtveje. Derefter kalder vi på køerne og de samles foran leddet. Når alle er klar ved leddet inklusiv kongen (Foldtyren Gustav), lukkes ledet op, og alle dyrene (40 stk) er i deres nye indhegning i løbet af ca. 2 min. Det er altså engang imellem nemt at være bondemand 🙂.

https://drive.google.com/file/d/1YrBTvgxmcNhawrN-0BUVAU7iBymTlbYU


Fedtprocent i hakket oksekød ændres men er stadig den samme (?!)

Tidligere har vi reklameret med en fedtprocent på 3-6 % på vores hakkede oksekød. Men vi har ændret beskrivelsen, således der står 8 - 12 % på hjemmesiden. Det har vi gjort for at være på den sikre side. Der er nemlig forskel på fedtprocenten på hakket oksekød fra dyr til dyr. Eksempelvis er fedtprocenten på hakket oksekød fra en tyr lavere end fedtprocenten på hakket oksekød fra en ko. Desuden spiller årstiden også ind … Om efteråret, når græsningssæsonen er slut, er der et større fedtlag på dyrene, end om foråret efter en vinter på udelukkende hø. Og til sidst, det afhænger også af hvilke arealer dyrene har gået på. Vi har arealer, hvor dyrene taber sig om sommeren, da der ikke er nok græs, men det er selve naturplejen, der er det vigtigste til gavn for biodiversiteten. Så der er altså ikke ændret noget på det hakkede oksekød. Vi har bare valgt, at ændre beskrivelsen, så vi ikke risikerer, at lave falsk markedsføring med en meget lav fedtprocent på alt vores hakkede oksekød. 


Vi ses derude i naturen


Hilsen


Thomas & Peder


PS: har vedlagt nogle billeder, som Carsten i Marbæk har taget. Carsten bor ved søerne i Marbæk og kvæget går lige udenfor hans hus. Tak Carsten.... 🙂

Alle nyhedsbreve





































Bestilling af kød

Det primære for Guldager Highland Cattle I/S er afgræsning/naturpleje, men det hænder vi slagter, hvilket giver noget 1. klasses kød, Du kan bestille kød her

Nyheder

Vi bringer nu også kød ud i egen kølebil

Vi bringer nu også kød ud i egen kølebil

Tilmeld nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

E-mail adresse