Nyhedsbreve


Nyhedsbreve

11-01-2021

Guldager Higland Cattle News – Januar 2021

Så er der igen nyt at berette.


Vores lille ydmyge "butik" har åbent hver torsdag fra 16.00-18.00.

Vores kølebil kører til Århusområdet lørdag d. 16/1 og Københavnsområdet søndag d. 17/1.

Hvis du skal have fryseren fyldt op med bæredygtigt naturkød, så kan der bestilles via hjemmesiden guldagerhighlandcattle.dk


VI UNDRES. HVAD TÆNKER I?
OMKOSTNINGER TIL VELFÆRDSSLAGTNINGER STIGER:

Vores dyr er ikke håndtamme, de har horn og går under åben himmel hele livet. Derfor har vi valgt at lave velfærdsslagtninger, hvor privat dyrlæge laver levende syn (AM-kontrol) og udfylder slagteattest, og professionel jæger står for aflivning på marken. Vi mener det giver bedre dyrevelfærd (1. prioritet), det er sikrere for dyrene og os selv. Den måde vi holder, og ikke mindst slagter dem på, giver naturligvis også kød af fantastisk kvalitet. 

Nu vil Fødevarestyrelsen hæve priserne på velfærdsslagtninger og nødslagtninger. 

https://landbrugsavisen.dk/brancheorganisation-advarer-nødslagtning-af-nødstedte-dyr-bliver-alt-dyrt?fbclid=IwAR1sDeEpReplrod45ikmylNAD0j-Ef6fdsnQT-Jir4-0GsyoiM5gm0xZ7_A

https://landbrugsavisen.dk/gård-og-nødslagtninger-bliver-markant-dyrere

Nogen gange bliver man bare så træt..... 

Nu kan vores egen dyrlæge ikke længere lave levende syn (AM-kontrol) – vi skal have fat i en embedsdyrlæge fra Fødevarestyrelsen. Normalt koster det 800-1000 kr at få en dyrlæge ud og lave AM-kontrol og udfylde en slagteattest (hvilket tager 5 min på stedet). Nu stiger prisen for AM-kontrol til over det dobbelte. Denne ekstra udgift er vi jo nødt til at få ind på anden vis, hvilket kun kan lade sig gøre ved enten at betale mindre i leje for de naturarealer vi forpagter, eller hæve priserne på vores naturkød. 

Da vi normalvis er bundet af 5-årige kontrakter på forpagtning af naturarealer, kan vi kun hæve priserne på vores naturkød her og nu. Det betyder, at når forbrugeren står ved køledisken og skal vælge kød, vil der være en større tilbøjelighed til at vælge en steak fra eksempelvis Sydamerika end en steak fra et dyr, som har lavet naturpleje i Danmark til gavn for biodiversiteten.


Det værste er næsten, at nødslagtninger bliver så dyrt, at det ikke længere kan betale sig. I stedet sendes dyrene blot til DAKA, og samtidig med vil der med garanti ske en opblomstring af "sorte" ulovlige slagtninger.

Vi forstår ikke baggrunden for disse prisstigninger, da det ikke animerer til mere klimavenlig naturpleje.



ALLE DYR ER FANGET – SOM I ALLE(!):

Vi har længe bøvlet med at fange de sidste af vores dyr i Kongens Mose i Draved i Løgumkloster, hvilket også blev omtalt i forrige nyhedsbrev.

Men lørdag d. 2/1 lykkedes det os, at fange dem alle sammen (40 stk) på en gang i vores mobile fangefold med masser af hø som lokkemad (se vedhæftede billede). Dyrene var meget rolige ,da vi lukkede dem ud, men hele sommeren/efteråret har vi ikke rigtig kunnet komme i kontakt med dem. Vi kan ikke med sikkerhed sige, hvad det skyldes, men vi har en stærk formodning om, at nedenstående spiller ind:


https://www.tvsyd.dk/toender/en-solrig-sensommeraften-faar-klaus-nissen-sig-en-naturoplevelse-han-aldrig-glemmer

https://jv.dk/artikel/nyt-angreb-formodet-draved-ulv-formentlig-på-spil-igen

https://jv.dk/artikel/ikke-set-før-de-første-fotos-af-draved-ulven


Men faktum er, at vi lukkede 40 små stude ud i foråret, og vi fik alle 40 stude (en stud er det samme som en vallak i hestesprog) sikre hjem et par størrelser større. Så alt endte godt. Nu går de trygt i en fenne i Alslev sammen med en del af deres artsfæller. De er faldet til ro, og nu kan vi igen gå og klappe dem og klø dem på maven. 

 


 

DYRENE FLYTTES FRA NORDSKRÆNTEN OG "DEN HEMMELIGE SKOV" I KVAGLUND.

Vi har fået et påbud fra Esbjerg kommune om at flytte dyrene fra Nordskrænten og "Den hemmelige skov", da vi haft vinterfodret på et §3 område. Det er fair nok, men har givet os lidt udfordringer med at få vores dyr placeret alternative steder. Nogle kom til Guldager, andre til Alslev og nogen kom til Tarp.

Har vedlagt et lille stemningsbillede fra da vi lukkede dyrene ud i Tarp. Bemærk Thomas der nøje betragter dyrene med hans uundværlige pibe i munden stoppet med Rød Orlik (altid Rød Orlik 🙂….. i piben, ej munden). Vi håber, at vi kan lave et kompromis med Esbjerg kommune, så vi stadig kan have køer gående i Den hemmelige skov året rundt.


Hvad er et §3 område:

Mange naturområder er forsvundet fra landskabet og med dem også levestederne for mange vilde dyr og planter. For at bremse denne udvikling er bestemte naturtyper beskyttet gennem naturbeskyttelseslovens §3. Det drejer sig om ca. 10 % af Danmarks areal.


NYT AREAL SKAL AFGRÆSSES AF KØER MED BEATLES HÅR:

Naturstyrelsen Vadehavet har haft en del arealer i udbud. De fleste arealer dog tæt ved den tyske grænse. Vi bød på et areal ved Bjerre Enge øst for Ribe, hvor vi i forvejen afgræsser 2 naturarealer. Og vi fik det sørme🙂. Så nu skal vi have endnu flere dyr til Ribe området, når græsset begynder at gro til foråret.


MÅNEDENS OPSKRIFT:

Vildtgryde med Spidsbryst fra Guldager Highland Cattle


Vores huskok Rico, har været i gang igen med at trylle i køkkenet.


Du skal bruge:

900 gram spidsbryst skåret i tern på ca. 4 x 4 x 4 cm

250 gram fint snittet løg (zitauer)

4 fed hvidløg fint snittet (brug ej hvidløgspresser)

6 kviste frisk timian som skal plukkes (man kan også bruge en teske)


Sådan gør du:

1) Steg kødet godt af på alle sider i en neutral olie. Der må ikke komme for meget på panden på en gang, da de ellers ligger og koger. Husk at stegeskorpen er med til at give smag til retten, så det skal være stegt mørkt af. Gør det over 2-3 gange alt efter hvor stor panden er. Salt kødet mens det steger.


2) Når kødet er stegt færdigt tilsættes timian, løg og hvidløg. Steg løgene indtil de er glasklare at se på.


3) Hæld det hele i en gryde og tilsæt:

1 liter rødvin (bare den billige)

1 liter vand

200 gram tørsaltet bacon, skåret i tern og stegt af

8 stk laurbær blade

1 spsk sennep

½ teske knust peber


4) Lad det simre i ca. 2 timer. Mærk om kødet er færdigt. Det skal være helt mørt før du fortsætter


5) Tilsæt nu:

400 gram svampe (f.eks. østershatte) eller champignon, som er skåret op og stegt op.

300 gram fløde

200 gram skimmelost (evt. gorgonzola da den er mere mild)

Lad det simre i 30 min


6) Tilsæt nu:

100 gram rødvin

300 gram gulerødder, som er skåret ud

150 gram tyttebær (kan godt være fra glas)

Jævn den til ønsket konsistens, smag til med salt og peber. Husk at lade retten simre 10-15 min efter den er jævnet for at koge stivelses smagen væk.


Server retten med kartoffelmos og f.eks. hjemmesyltede asier. Men alle former for surt passer til.


Tak til Rico fra Rico Gourmet 

www.ricogourmet.dk


MÅNEDENS BILLEDE:

Jørgen Hilmer har, ifølge ham selv, taget verdens bedste billede af vores dyr. Billedet af taget i sommers af 5 af vores køer som gik ved Pølmosen ved Ansager. Vi synes også det er rigtig godt, og synes da også I skal se det.


 

Vi ses derude i naturen (og pas nu på jer selv)


Hilsen

Thomas & Peder



 

Alle nyhedsbreve








































Bestilling af kød

Det primære for Guldager Highland Cattle I/S er afgræsning/naturpleje, men det hænder vi slagter, hvilket giver noget 1. klasses kød, Du kan bestille kød her

Nyheder

Udbringning af kød

Vi bringer nu også kød ud i egen kølebil

Nyhedsbreve

Guldager Higland Cattle News – Februar 2021

Tilmeld nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

E-mail adresse