Nyhedsbreve


Nyhedsbreve

02-05-2021

Guldager Higland Cattle News – April 2021

Så er der igen nyt at berette.


Ved godt, at april nyhedsbrevet først kom i maj, men der har været så meget. Til gengæld kommer der så to nyhedsbreve i maj 🙂.


Vores lille "butik" har åbent hver torsdag fra 16.00-18.00.

Vores kølebil kører til Århusområdet fredag d. 7/5 + fredag d. 21/5. Københavnsområdet får besøg lørdag d. 22/5.

Hvis du skal have fryseren fyldt op med bæredygtigt naturkød, så du bestille via hjemmesiden www.guldagerhighlandcattle.dk


Masser af kalve på vej:

Vi har kælvende køer gående 5 steder. 2 naturområder i Marbæk, (se billede) et i Sædding Ådal, et i den hemmelige skov i Kvaglund samt et sted i Alslev skrånende ned mod Varde Å. Vi er ude mindst en gang om dagen for at tjekke om fødslerne går godt, om nyfødte kalve får mælk nok, plus sætte øremærker i kalvene.

 

Alle kalvene får et øremærke i hvert øre. På selve øremærket er der et sekscifret CHR-nummer (CHR = Centrale Husdyr Register), samt et femcifret løbenummer. Selve nummeret kan sammenlignes ved vores CPR-nummer.

Kalvene lander næsten på alle fire, og der går ikke lang tid fra de er født til, at de kan løbe rundt. Jo ældre de er, jo sværere er de at fange og sætte øremærker i. Køerne er ret beskyttende overfor deres kalve, og det kan være med livet som indsats, at sætte øremærker i. På følgende filmsekvens kan man se en kalv få øremærker i. 

https://drive.google.com/file/d/1KA71YOzSYBNZKhm5g83cdiTFckED89Di/view?usp=sharing

 

Kalvene får altid navne, og navnene skal starte med "S" i år. Så et navn kunne f.eks. være Stanley af Guldager. Vi har fået rigtig mange gode forslag på facebook, som vi gerne vil benytte os af. Tak for det.


Ko kælver på en ø:

Et areal vi afgræsser i Marbæk ligger ned til en stor sø. Ude i søen ligger en lille bitte ø. En af vores køer svømmede ud på øen og fødte dens kalv derude. Hvor gennemtænkt er det lige? Hvordan havde koen tænkt, at kalven skulle komme ind på land uden at drukne? Vi kunne dog gå gennem vandet og stadig bunde (hovedet var stadig oven vande), hvorefter vi fangede kalven uden, at koen rykkede os rundt. Op på nakken med kalven, og ind på fastlandet igen. Koen svømmede efter og blev genforenet med kalven på inde fastlandet (se billede).


Kølebilen kører igen:

En torsdag blev Peders forældre sendt afsted i vores lille kølebil med kød til Sønderjylland. Ved Holsted gik det galt, da der kom røg op af motoren. Ny bil sendt afsted, kødet omlæsset, og afsted igen. Ved Vejen gik bil nummer 2 i stå, og ville ikke køre mere (hvor uheldig kan man være). Bil nummer 3 sendt afsted, kødet omlæsset, og alt blev afleveret, dog med lidt forsinkelse.

Fejeblad fik afhentet kølebil, og dagen efter havde vores mekaniker diagnosen: "Det er de indre organer, den er gal med". Når ens mekaniker siger således, så kan det sammenlignes med en hjerteoperation. "Hjerteoperation" er nu eksekveret, og kølebilen har fået en ny (brugt) motor og kører nu igen 🙂.


Byggeriet af vores lille slagter/gårdbutik skrider hastigt frem:

Vores byggesjak har nu været i gang siden 29/3. Alle væggene er rejst, og loftet er færdigt. Udvendige vinduer/døre er sat i. Indvendige døre er monteret. Næste skridt er VVS-arbejde, epoxy på gulve, glidestænger i modningsrum, el installationer og etablering af køl. Derefter indkøb af inventar og maskiner. I næste nyhedsmail vil I kunne se billeder. Det bliver hammer godt.  

Fremtidig adresse bliver Tarp Byvej 6F, 6715 Esbjerg N.


Hvad sker der når jorden ikke bliver afgræsset:


Se lige nedenstående link. Vi har brug for jorden bliver afgræsset (tak Paul):


https://www.youtube.com/watch?v=LtWuBk5DEKk


Månedens opskrift:

Månedens opskrift kommer i denne måned fra Leif Wolf: 


Langtidstegt og braiseret oksespidsbryst i ovn:

4-6 personer 


Info om opskriften:

Oksespidsbryst brunes først ved høj varme, hvorefter det steges (braiseres) ved svag varme i hønsefond ved 125 grader. Når kødet kommer ud af ovnen, kan du trevle det fra hinanden. Skyen koges op med lidt fløde - og vupti, så har man en vidunderlig sovs til oksestegen.


Ingredienser:

1 kg oksespidsbryst 

1 spiseskefuld brun farin

1 teskefuld salt

2-3 fed hvidløg (pressede)

1 potte rosmarin

1 deciliter olivenolie

5 deciliter hønsefond

1 deciliter piskefløde


1) Bland først brun farin og salt sammen.

2) Tjek dit stykke oksespidsbryst for store fedtklatter eller andet urent og fjern det.

3) Kom en god klat smør på en varm pande, og brun kødet et halvt minut på hver side. Tag det af.

4) Gnub nu brun farin/salt blandingen grundigt ind i kødet. Lad det trække et kvarter.

5) Bland olivenolie, presset hvidløgsfed og finthakket rosmarin sammen og fordel det på oversiden af stegen. Lad det trække et kvarter.

6) Læg oksespidsbryst i et ovnfast fad, og hæld en halv liter hønsefond ved. Læg også gerne et par kviste timian eller rosmarin ved.

7) Pak fadet ind i sølvpapir, så det lukker helt tæt.

8) Stil kødet i en forvarmet ovn ved 130 grader varmluft, og skal det stege her i 4 timer og 30 min.

9) Tag så den langtidsstegte og braiserede oksesteg ud af ovnen, og pak den ind i et andet stykke sølvpapir og et viskestykke. Nu skal den hvile i 30 min.

10) Imens kan du evt. lave ovnstegte kartofler og bagte cherrytomater.

11) Skyen koger du op i en kasserolle, reducerer den lidt (koges ind), og giver den lidt madkulør, så den får en mørkere farve. Jævn den med lidt maizena udrørt i en smule koldt vand, og tilsæt piskefløde.

12) Smag til med friskkværnet peber og en teskefuld sukker. Evt. også gerne lidt gastrik.


Servering:

Skær oksebryst i skiver, og anret sammen med kartofler, lidt rodfrugter og cherry tomater.  


Hvis du har en opskrift med kød fra Guldager Highland Cattle, og som du synes er helt formidabel, så send den gerne til os. Gerne sammen med et billede af det færdige resultat. 


Vi ses derude i naturen 


Hilsen


Thomas & Peder


 

Alle nyhedsbreve












































Bestilling af kød

Det primære for Guldager Highland Cattle I/S er afgræsning/naturpleje, men det hænder vi slagter, hvilket giver noget 1. klasses kød, Du kan bestille kød her

Nyheder

Udbringning af kød

Vi bringer nu også kød ud i egen kølebil

Nyhedsbreve

Guldager Higland Cattle News – August 2021

Tilmeld nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

E-mail adresse