Nyhedsbreve


Nyhedsbreve

03-11-2021

Guldager Higland Cattle News – Oktober 2021

Så er der igen nyt at berette.


Vores nye butik har åbent hver torsdag fra 14.00-18.00 på Tarp Byvej 6F, 6715 Esbjerg N.


Vores kølebil kører til Århusområdet søndag d. 7/11. 

Københavnsområdet får besøg lørdag d. 20/11.

Hvis man skal fryseren fyldt op med bæredygtig naturkød, så kan der bestilles via hjemmesiden www.guldagerhighlandcattle.dk


Arne er kommet og det første dyr er slagtet på vores lille slagteri:

D. Onsdag d. 27/10 havde vi generalprøve i vores lille slagteri. Arne, vores nye slagtersvend, parterede det første dyr. Vores indkøbte maskinpark (hakker, pølsestopper og vacuumpakker) virkede perfekt. 

I denne uge startede vi for alvor med slagtning af vores egne dyr samt en del udefra som skulle ha’ slagtet deres egne dyr. 


Arne, som du kan se på billedet, er ansat som slagtersvend. Han bliver tit skudt til at være 25, men han er faktisk en anelse ældre. Han holder sig bare godt. Vi er utrolig glade for, at Arne er kommet med på holdet og ser frem til samarbejdet. Med Arne i teamet kan vi klare det hele.


 

Glidestænger endelig på plads:

Vi har haft lidt problemer med at få vores glidestænger monteret i vores modningsrum. Men nu ser det ud til at lykkes med hjælp fra Meiers Maskinfabrik. Vi har valgt, at starte med ét modningsrum, hvor vi har plads til ca. 30 dyr. Hvis det stikker af, kan vi igangsætte et tilsvarende modningsrum. I vores lille kontrolrum, kan vi styre temperatur og luftfugtighed, så vi får en optimal modning af vores slagtekroppe.

Vi har fået monteret en talje, som kan løfte slagtekroppene op på glidestængerne. Taljen var ikke monteret inden, vi fik de første slagtekroppe hjem, så de blev løftet op manuelt. Vi er uendelig glade for vores talje. Det er helt utroligt, så glad man kan være for en talje 🙂.


Oversvømmelser i Ribe

Vi mente, at vi havde flyttet alle vores dyr fra de kritiske arealer. Men øst for Ribe, var der kommet så meget regn, at Ribe Å ikke kunne følge med. Det betød en del oversvømmelser efter regnen havde ophørt. Vi fik meldinger om, at det kunne blive kritisk, og det var det. Vi fik dyrene lukket ud og op på nogle højere arealer, hvor de kan gå indtil vandet bliver ledt væk igen.


Anders Juleand

Her er Anders. Han er 14 år og opdrætter økologiske ænder. Hans karriere startede som 4 årig, hvor han fik sine første høns. Men hurtigt kastede han sin kærlighed på ænder... Nærmere betegnet moskusænder. Hans moskusænder udruger han selv. Eller det vil sige, det gør hans ænder selv. 

Ænderne er Anders´s hobby og han elsker dem. Det tager ca. 20 min hver dag at passe ænderne, og om torsdagen lidt længere, da der skal muges ud. Men Anders bruger ca. 3 timer hver dag (ifølge hans far) sammen med sine ænder, hvor han sørger for, de har det rigtig godt.


Nu kan du bestille en økologisk juleand fra Anders. Der er 20 kun stk. De varierer en del i størrelse, da hannerne vejer ca. 3,5 kg slagtet, mens hunnerne vejer ca. 1,5 kg slagtet. Ænderne bliver slagtet i december på EU-godkendt slagtehus, og bliver leveret ferske til Guldager Highland Cattle onsdag d. 22/12, hvor Anders selv vil stå og udlevere dem på Tarp Byvej 6F.


De kan bestilles via hjemmesiden (Der kan vælges lille eller stor juleand). Prisen er 145 kr/kg, som ubetinget går til Anders. Da der er meget begrænset antal, gælder først til mølle princippet. 




Månedens opskrift: Grillet Bavette


Bavette (ca. 1,8 kg) marineres i følgende marinade:


1 dl olivienolie

0,8 dl soya

4 spsk citronsaft 

4 tsk salt

1,5 tsk peber

1,5 spsk rosmarin frisk

Et par stilke timian 

1 tsk salvie knust

5 fed hvidløg hakket fint

Lidt chili alt efter ens smag.

Det hele røres sammen og hældes over kødet. 

Det masseres ind i kødet og lad det trække i en lufttæt pose natten over.


Grilles ca. 6 min på hver side, hvorefter den hviler ca. 10 min i staniol, inden den skæres i strimler.

Tak til Steen Larsen for hans opskrift.



Hvis du har en opskrift med kød fra Guldager Highland Cattle, og som du synes er helt formidabel, så send den gerne til os. Gerne sammen med et billede af det færdige resultat. 


Vi ses derude i naturen 


Hilsen

Thomas & Peder

 

PS: Nogle modtagere af nyhedsmail klager over, at de ikke kan se billederne. Billeder kan ses, hvis du tilgår nyhedsmail via hjemmesiden.


PPS: Snart har vi også frilandsgrise og lam i vores sortiment.

Alle nyhedsbreve



















































Bestilling af kød

Det primære for Guldager Highland Cattle I/S er afgræsning/naturpleje, men det hænder vi slagter, hvilket giver noget 1. klasses kød, Du kan bestille kød her

Nyheder

Udbringning af kød

Vi bringer nu også kød ud i egen kølebil

Nyhedsbreve

Guldager Highland Cattle News - Juli 22

Tilmeld nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

E-mail adresse