Der sker som sædvanligt så meget, og der er så meget at berette.
Åbningstider i butikken:
Butikken har åbent hver torsdag 10.00-17.00 og fredag 10.00-16.00 på Tarp Byvej 6F.
Uge 1 har vi åbent på helt normal vis dvs. følgende tidspunkter:
2/1 fra 10.00-17.00
3/1 fra 10.00-16.00
Leveringsture i januar:
Vi kommer til Østjylland næste gang søndag d. 5/1 og søndag d. 19/1.
Vi kommer til Sjælland næste gang søndag d. 12/1 og søndag d. 26/1.
Vi pakker ordren i den sekvens, som de kommer ind. Dvs. hvis man bestiller i god tid, jo bedre er ens chancer for, at vi kan levere det hele.
Bovaer som fodertilsætning til køer:
Der kommer jævnligt forespørgsler, om vi tilsætter bovaer i vores foder.
NEJ, og det kommer heller ikke til at ske, om vi så bliver tvunget.
Nyt jord til Guldager Highland Cattle:
Vi har vundet 2 nye store kontrakter:
1 areal ved Henne på 140 hektar
1 areal ved Randbøl på 113 hektar
Det betyder, at vi fra næste år flytter en del af vores dyr ud fra kommunen. Arealet ved Randbøl er lidt speciel, da naturplejen skal ske med samgræsning med fortrinsvis køer, men også heste og geder. Derfor skal vi nu have bestanden udvidet med heste og geder. Det bliver da lidt spændende. Mere om det senere.
Der kommer stadig en masse jord i udbud, og man kan mærke, at kvæg af ekstensive racer til naturpleje efterhånden er ved at blive en knap ressource.
PFAS
Vi har et stort areal ved Blåvand, hvor der er et lille del-areal, hvor Fødevarestyrelsen mistænker, at der kan være PFAS. Der er ikke taget prøver på selve arealet for PFAS. I stedet vil Fødevarestyrelsen have udtaget blodprøver som en stikprøve på de dyr, som har gået på arealet. Det er noget nyt, at man skal have taget blodprøver af sine dyr baseret på en mistanke om PFAS på arealet i stedet for, at man tager en prøve på selve arealet. Vi tænker ikke, at det vil give et problem, da det er et meget lille stykke af det samlede areal, plus vi kun har haft 12 ikke slagteklare dyr gående på arealet. Når vi nævner ordet ikke slagteklare dyr i denne sætning, så skyldes det, at Fødevarestyrelsen regner med en halveringstid på 100 dage for PFAS-indholdet i kød. Så hvis der mod forventning skulle være PFAS i kødet over grænseværdien på disse 12 dyr, så går der længe inden de skal slagtes.
Nye gebyrer og regler for skydning af dyr på marken:
Så er de nye regler, som træder i kraft pr. 1/1-2025, vedr. skydning af dyr på marken endelig blevet offentligt gjort.
Gebyr:
Grundgebyr: 1542 kr for de første 30 min, derefter 290 kr pr. påbegyndt kvarter.
Regler:
Trailer, som bruges til kørsel af aflivede dyr, skal tilhøre autoriseret slagteri
Blod skal opsamles
Dyrlæge fra Fødevarestyrelsen skal bestilles senest 3 hverdag før via mail (og kun mail).
Dyre holder skal have et såkaldt kompetencebevis, som er et krav ved aflivning med skarpt skud.
Kritik fra Guldager Highland Cattle til de nye regler:
Gebyret er stadig alt for højt. Selvom der tildeles såkaldt minimis-støtte på 49,1 % af omkostningen. Efterfølgende skal der bruges administrativ tid til udbetaling af minimis-støtten. Administrativ tid som fordyrer processen men giver fast ej værdiskabende arbejde til Fødevarestyreslen. Desuden udbetales minimisstøtten som et engangsbeløb ved årets udgang, dvs. det er en tung økonomisk byrde, som man pålægger dyreholder.
Mht. trailer: Vi har den samme trailer som slagteriet. Hvorfor må vi ikke bruge vores egen? Vi er blevet hvisket i øret, at det kan man omgå ved blot at udforme et ”lejekontrakt”, hvor det autoriserede slagteri lejer vores trailer. Men igen…. Hvorfor så lave denne tåbelige regel. PS: Denne regel mht. trailer gælder så foriøvrigt ej for nødslagtninger.
Blod skal fremover opsamles og håndteres: Vi skyder dyrene på kæmpe arealer. At der kommer en blodplet, hvor vi afbløder dyret virker for os ligegyldigt.
Dyrelæge skal bestilles 3 hverdag før via mail: Det er meget ufleksibelt. Vi har dyr gående på 60 lokationer om sommeren. Det sker, at dyr kommer ud fra deres indhegning i trafikerede områder, hvor det kan hænde, at man skal have det afsluttet med det samme af hensyn til sikkerheden. Vi kan ikke vente 3 dage på skriftligt svar, om det kan lade sig gøre eller ej. Hidtil har vi haft en dialog over mobilen med praktiserende dyrlæge, hvor man havde svar med det samme.
Kompetencebevis: Denne regel er lige kommet med på falderebet, og vi har ikke haft tid til at erhverve et 5-dages kompetencebevis inden fristen 1. januar. Desuden er der ikke nogen infomation om, hvor og hvornår man kan tage det såkaldte kompetencebevis.
Igen viser dette, at det er en flok djøffer og jurister (med en frugtordning og fri kaffe 😊), som er ansat ved Fødevarestyrelsen, som intet begreb har om, hvad der sker ude i den virkelige verden.
Ny medarbejder:
Vi har i en stykke tid haft en ny kollega nede i Gårdbutikken. Hun hedder Annemette. Mange vil måske tro, at det er Dennis´s store søster, men der er faktisk hans mor. Annemette hjælper med at sørge for at butikken ser pæn ud, og der er rent over det hele. Vi er meget glade for Annemette.
Tak for i år:
Vi vil her på falderebet gerne sige tak for året der gik. Vi får rigtig meget positiv feedback, når vi kommer rundt. Vi værdsætter også alle jeres henvendelser vedr. nyfødte kalve, hegnspæle der er knækkede, træer der er væltet over hegnet, dyr der er ude for indhegningen osv.
Vi oplever også stor opbakning til vores lille butik og webshop.
Godt nytår og pas på hinanden.
Guderne (Thor, Odin osv.) bevare Danmark (- Fødevarestyrelsen 😊).
Vi ses derude i naturen eller i butikken.
Hilsen
Dennis, Arne, Olivia, Annemette, Henrik, Thomas & Peder
Guldager Highland Cattle