Nyhedsbreve


Nyhedsbreve

04-09-2024

Guldager Highland Cattle News - August 2024

Der sker som sædvanligt så meget, og der er så meget at berette. 

Åbningstider i butikken: 

Butikken har åbent hver torsdag 10.00-17.00 og fredag 10.00-16.00 på Tarp Byvej 6F.

Leveringsture i august:

Vi kommer til Østjylland næste gang lørdag d. 7/9 og en gang i uge 38. 

Vi kommer til Sjælland næste gang søndag d. 8/9 og en gang i uge 38 og uge 39.

Vi pakker ordren i den sekvens, som de kommer ind. Dvs. hvis man bestiller i god tid, jo bedre er ens chancer for, at vi kan levere det hele. Lige nu vil man opleve, at man bliver skrevet på venteliste pga. efterslæb fra 3 ugers sommerferie og stor stigende efterspørgsel efter vores produkter. Vi gør, hvad vi kan. Så venligst hav tålmodighed. Vi arbejder os gennem listen.

Nye produkter:

Dennis og Arne har igen tryllet nede i slagteriet. Nu er der kommet disse 2 nye produkter:

Carnivore griller (en grillpølse lavet af hakket bov fra frilandsgris, kæbesnitter, salt og vand)

Carnivore spegepølse (en spegepølse lavet af skært oksekød fra vores kvæg, lidt rygspæk og så kun salt og lidt starter kultur)

2 fuldstændig rene produkter uden E-numre og nitrit.

Nyt muligt ulveangreb:

D. 30/5 havde vi et ulveangreb i Blåvand, som kostede en ung kvie livet. Vildtkonsulent fra Naturstyrelsen har registreret det som et bekræftiget ulveangreb.

Efterfølgende flyttede vi vores kvier fra indhegningen og erstattede dem med nogle store stude.

Men i d. 13/8 uge gik det galt igen i en ny indhegning også i Blåvand, hvor vi havde 4 kvier gående. Det har vi så ikke længere. Nu har vi kun 3 kvier tilbage. Vildtkonsulent fra Naturstyrelsen har igen været fordi, men denne gang, har han ikke kunne bekræfte at det var ulv, men heller ikke afvise det. Det betyder, at det bliver registreret, som en hændelse, som ej tæller med i statistikken over bekræftede ulveangreb. Vi kan derfor kun gisne denne gang, om hvad der er sket. Vi har dog valgt at tage resten af vores kvier hjem fra Blåvand denne gang. Dog er det underligt, at vores kvie lige pludselig ligger død i en lav kanal, med hul ind i maven og et halv spist lårben.

S-GN-HK

Bluetongue:

D. 9/8 blev den første besætning i Danmark ramt af bluetongue. Siden har sygdommen, som rammer drøvtyggere som kvæg, får og geder spredt sig med stor hast op gennem Jylland, og nu er den også kommet til Fyn og Sjælland. Sygdommen spredes via mitter, dvs. ej fra dyr til dyr. Sygdommen kan være smertefuld og langvarig, og aflivning af alvorligt syge dyr kan blive nødvendigt af dyrevelfærdsmæssige årsager. Fåreavlerne er hårdest ramt. Kvæget klarer sig som oftest igennem. Det er frivilligt, om man vil vaccinere. Hos Guldager Highland Cattle har vi valgt ikke at vaccinere vores dyr.  

Skydning af dyr på marken:

Fødevarestyrelsen har igen strammet grebet. Nu er det ikke længere praktiserende dyrlæger, som skal lave levende syn (dvs. syne dyret inden aflivning) og nødslagtninger. Dvs. alle praktiserende dyrlæger er opsagt pr. 1. januar 2025. I stedet skal man sende en mail (man kan ikke ringe) til Fødevarestyrelsen senest 3 hverdage før en slagtning på marken eller en nødslagtning. Så vil Fødevarestyrelsen sende en embedsdyrlæge, hvis der er en fri. Man kan desuden kun få besøg i alm. kontortid. Dvs. hvis man har en nødslagtning efter kl. 15.00, så skal dyret blot aflives og sendes til DAKA. Ydermere skal alt blod nu samles op, og destrueres på forsvarlig vis, plus man må ikke bruge sin egen trailer til at køre aflivede dyr på slagteriet. Fødevarestyrelsen har virkelig fået en hjerneblødning denne gang. Det er tydeligt, at det er endnu en skrivebordsbeslutning, som ej har gang i virkeligheden. Fødevarestyrelsen er ikke en medspiller, og det giver os store udfordringer med deres regler, som kommer en i lind strøm. Men med 1800 ansatte i Fødevarestyrelsen, skal de jo også sætte en masse skibe i søen. Snart er der flere ansatte i Fødevarestyrelsen end dem, der producerer fødevarer. Flot Jacob Jensen siger vi bare.

Oversvømmelse i Ribe og Varde Ådal:

D. 23/8 blæste der en vældig vind ude fra vest. Dette bevirkede, at der kom meldinger om en risiko for forøget vandstand på 2,8 meter. Vi flyttede straks vores kvier, som gik ved Kammerslusen i Ribe. Det var set i bagklogskabens klare lys en meget klog beslutning, for hold da op, hvor kom der meget vand. Vi havde nogle store stude gående foran diget på Forland ved Farup. Dem måtte vi få op på diget for, at de ikke skulle drukne.

Så begyndte det at regne, hvilket gav en masse bagvand i Varde Å, og bredderne blev oversvømmede. Hegnet forsvandt i vandet og strømmen gik og alle kreaturerne svømmede udenfor indhegningen. Men nu er vandstanden faldet igen, og der er igen mulighed for at få strøm i hegnet.

Vi ”vandt” Marbæk:

D. 28/8 var der budfrist på Esbjerg kommunes jorde i Marbæk området. Vi måtte afgive store arealer ved Myrthue samt Øen i Marbæk. Men vi vandt buddet på arealet ved Marbækgård. Det var her vi startede i 2005 med 12 køer og en tyr. For os var dette areal det vigtigste. Dvs. der bliver ved med at være højlandskvæg i Marbæk, hvilket er et vartegn for området. Men om vinteren er dyrene dog væk fra området, da en biolog, som sidder ved sit skrivebord og har en frugtordning, har overbevist politikerne om, at vinterfodring er noget skidt. Der er ellers blevet vinterfodret på arealerne siden ruder konge var en bette knægt.

Høstmarked Givskud Zoo:

D. 21-22/9 er vi til Høstmarked i Givskud Zoo. Det er blevet en tradition, og vi er meget glade for at kunne deltage. På dagen kommer der mange andre deltager, som deler ud af og sælger deres hjemmelavede produkter. Vi plejer at stå sammen med dem som laver whisky, rom og øl. Det passer os rigtig fint.

 

Nye medarbejdere:

Vi har ansat en flok på 17 tyre fra Nordfyn + en lille besætning (1 tyr, 2 køer, 2 kalve og en stud) fra Billum. Vi glæder os til samarbejdet.

 

Vi ses derude i naturen eller i butikken.

Hilsen

Dennis, Arne, Henrik, Thomas & Peder

Guldager Highland Cattle

 

Alle nyhedsbreve








































































Bestilling af kød

Det primære for Guldager Highland Cattle I/S er afgræsning/naturpleje, men det hænder vi slagter, hvilket giver noget 1. klasses kød, Du kan bestille kød her

Nyheder

Udbringning af kød

Vi bringer nu også kød ud i egen kølebil

Nyhedsbreve

Guldager Highland Cattle News - August 2024

Tilmeld nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

E-mail adresse