Der sker som sædvanligt så meget, og der er så meget at berette.
Åbningstider i butikken:
Butikken har åbent hver torsdag 10.00-17.00 og fredag 10.00-16.00 på Tarp Byvej 6F.
Leveringsture i februar:
Vi kommer til Østjylland næste gang lørdag d. 8/2, søndag d. 16/2 og lørdag d. 22/2.
Vi kommer til Sjælland næste gang søndag d. 9/2 (udsolgt) og søndag d. 23/2.
Vi pakker ordren i den sekvens, som de kommer ind. Dvs. hvis man bestiller i god tid, jo bedre er ens chancer for, at vi kan levere det hele.
Nyt jord til Guldager Highland Cattle:
Vi skal fra i år afgræsse et mindre areal bagved Hodde Kro ned til Varde å. Arealet har stort potentiale mht. biodiversitet.
Derudover har vi budt på et meget stort areal på Tipperne samt 3 mindre arealer lidt uden Skjern. Vi krydser vores fingre.
Areal ved Løgumkloster er mistet:
Vi har gennem snart 10 år afgræsset et areal ved Løgumkloster kaldet Kongens Mose. Det er desværre mistet til en af vores kollegaer i branchen. Det var ellers et areal, som vi var meget glad for.
Ny afgift til landbruget:
Landbruget er blevet pålagt en ny afgift (endnu en til samlingen) til noget som hedder Planteafgiftsfonden. Regningen lyder på 15 kr/ha/år. Der skal dog kun betales for arealer, hvor der søges grundbetaling. Planteafgiftsfonden har så valgt, at landbruget skal betale for både 2024 (bagudbetaling) og 2025, dvs. 30 kr/ha. Vi har ca. 600 hektar med grundbetaling, dvs. vi skal af med 18.000 kr, hvilket for os er mange penge. Planteafgiftsfondens formål er flot formuleret, at bidrage til en bæredygtig udvikling af planteproduktionen og understøtte den grønne omstilling af landbruget. Vi tænker, der går mange omkostninger til administration, plus at alle Danmarks landmænd skal bruge tid på at betale endnu en regning, og givetvis også irritere sig over endnu en afgift til staten, som i sidste ende blot vil svække landbrugets konkurrence evne samt øge priserne på fødevarer. Vi venter spændt på næste tiltag fra vores initiativrige og progressive regering.
Men det er dog også ret spændende, hvad de i Planteafgiftsfonden kommer frem til med bæredygtige tiltag for at understøtte den grønne omstilling ikk 😊.
Nødslagtning:
Vi havde i dag vores første nødslagtning efter Fødevarestyrelsens nye regler for nødslagtning er trådt i kraft her efter nytår. Ved nødslagtninger skal man ringe ind til fødevarestyrelsen inden kl. 14.00 (vigtig) på hverdage (Efter kl. 14.00 er det blot ærgerligt, hvis et kreatur f.eks. brækker benet. Så ryger dyret til DAKA). Nå men vi nåede heldigvis at bestille en nødslagtning inden kl. 14.00. Men efter de nye regler efter nytår, kræver Fødevarestyrelsen, at man skal have et kompetencebevis for aflivning af dyrene (vi har aflivet dyr ved markskydning i næsten 20 år, så vi føler os rimelig rutinerede). Dette kompetencebevis kan erhverves, hvis man tager et kursus af 2 dages varighed på Sjælland. Men det har vi altså ikke fået erhvervet os, da det først blev annonceret lige inden nytår. Derfor måtte vi have fat i slagteren fra Tistrup, som havde kompetencebeviset. Dyrlægen fra Fødevarestyrelsen brugte for iøvrigt hele 35 min på adressen, og da man betaler pr. påbegyndt kvarter, var det måske bedre, vi blot havde fået DAKA til at hente dyret set i en økonomisk betragtning.
Borgermøde i Oksbøl vedr. ulve:
Der blev d. 3/2 afholdt borgermøde i Oksbøl vedr. ulvenes tilstedeværelse på de små villaveje i Oksbøl. Borgerne i området er nervøse og børn leger ikke længere i skovene omkring byerne. Det samme gælder for Vrøgum, Ho, Børsmose, Henne og Grærup.
Vi forstår lokalbefolkningens nervøsitet. På mødet deltog minister for Grøn Trepart (?) Jeppe Bruus, kontorchef Jens Skovsager Østergård fra SGAV (Styrelsen for Grøn Arealomlægning og vandmiljø), samt en ulveekspert Peter Sunde fra Århus universitet.
Hovedbudskabet var: Man skulle ikke være nervøs for ulven. Den gjorde ikke noget, var man ret sikker på. Eller man var næsten sikker. Man skulle blot observere og gerne tage billeder og videoer og sende ind til ulveatlas.dk, så ville myndighederne følge sagen tæt (Godaw Godaw).
Guldager Highland Cattle´s mening om mødet: Det var en tynd kop te, hvor myndighederne forsøgte at berolige lokalbefolkningen. Der er i hvert fald ingen børn, der leger i skovene mere, og de voksne tager en kniv med i lommen, når de går en tur. Imens politikere træder vande, ofres vores tamdyr. For at kompensere ejerne af får og kvæg gives der kompensation, som en form for hold kæft bolche. Vi er dog ret ligeglade (som i fuldstændig) med den kompensation. For os handler det om dyrene. Det er virkelig slemt, at komme ud til ens skambidte/dræbte husdyr med blod og indvolde, Og når det så sker igen og igen, så forstår vi godt, at så mange stopper med at have dyr i området. Så "kære" politikere, kom nu ind i kampen. I svigter os. Hvis I ikke gør noget nu, så forstår vi godt, at folk griber til selvtægt.
S - GN - HK
Bemærkning: Vildsvin kan vi godt holde ude af landet, af frygt for at de smitter vores tamsvin med svinepest, som jo ville ramme vores eksport af svinekød.
Men ellers er alt godt. Ud fra ovenstående kunne man jo godt fejlagtigt få den opfattelse, at det hele er lidt træls sagt på jysk. Vi har en mild vinter (dvs. vandet fryser ikke til is) og dyrene trives. Alle kalvene er taget hjem, og vi er næsten færdige med at stude tyrekalvene. Vi har dog gemt en enkelt tyr, som simpelthen var for god til at stude. Der var faktisk mange fine tyrekalve, som vi måske burde have gemt. Men vi skal jo ikke bruge så mange foldtyre. Tyrekalven er helt mørkerød, og har et fantastisk roligt temperament. Derudover er der utrolig mange rigtig fine potentielle avlskvier blandt kalvene. Så næste generation af avlsdyr er sikret.
Vi ses derude i naturen eller i butikken.
Hilsen
Dennis, Arne, Olivia, Annemette, Henrik, Thomas & Peder
Guldager Highland Cattle