Der sker som sædvanligt så meget, og der er så meget at berette.
Åbningstider i butikken:
Butikken har åbent hver torsdag 10.00-17.00 og fredag 10.00-16.00 på Tarp Byvej 6F.
Gårdbutikken har stadig lukket, og der er mange som desværre er gået forgæves. Men i uge 32 slagter vi igen, og uge 33 er Arne, Dennis, Svendsen, Simon og Olivia tilbage på job. Gårdbutikken kører for fuld skrue igen i uge 33 dvs. der er åbent torsdag d. 13/8 og fredag d. 14/8.
Rundkørslen i Tarp er åbnet igen. Nedlukningen har betydet stor omsætnings fald i forretninger (f.eks. Rema, Bjørn K, og Tarp bageri) tæt ved rundkørslen. Men det mærkelige er, at vi næsten ikke har kunnet mærke, at rundkørslen har været lukket, i de uger der er gået, og hvor vores butik havde åbent.
Leveringsture i juni:
Vi kommer rundt i Jylland næste gang søndag d. 16/8 og søndag d. 30/8.
Vi kommer til Sjælland næste gang søndag d. 23/8 og søndag d. 6/9.
Fyn bliver lidt ad hoc, når der er samlet ordrer sammen.
Vi kommer nok til at køre lidt ekstra ture i weekenderne, da der en del ordrer fra sommerferien, der skal leveres.
Vi pakker ordren i den sekvens, som de kommer ind. Dvs. hvis man bestiller i god tid, jo bedre er ens chancer for, at vi kan levere det hele.
Stop vanrøgt af dyr bag hegn:
På facebook findes en forening, som kalder sig ”Stop vanrøgt af dyr bag hegn”. Guldager Highland Cattle har igen været i foreningens søgelys, efter vi havde lavet et opslag med billede, om at vi havde lukket vores tyre ud til vores køer og kvier. Det faldt åbenbart foreningen for brystet, at vores tyre så store ud i forhold til vores køer og kvier.
Vi har igen fået anonyme sms´er og mails, hvor sprogbruget har været mindre pænt. Det kunne måske for nogen føles som ren hetz og chikane.
Det betyder, at vi nu og fremover dokumenterer alt, hvad der kommer fra denne forening, og når der er samlet nok sammen, bliver det overdraget til Politiet.
Vi har været i kontakt med en del andre kollegaer indenfor naturplejen, og de fortæller samstemmende, at de har oplevet en hetz, efter at foreningen har lagt manipulerede billeder op på facebook, hvor dyr enten fremstår tyndere end de er, eller med længere klove/hove osv. Vi ved ikke, om det er rigtig, men det er da tankevækkende, hvis der bruges manipulerede billeder for at opildne foreningens medlemmer.
Vi hører også om medlemmer, som bliver blokeret i gruppen, hvis de er kritiske i forhold de opslag, som bliver slået op på facebook.
Kan også forstå, at der bruges en masse ressourcer (det kan tælles i årsværk) i de forskellige enheder af Naturstyrelsen, på at besvare alle de utallige henvendelser fra foreningen om aktindsigt mht. kontrakter mellem naturplejere og Naturstyrelsen på landsplan.
Guldager Highland Cattle mener:
En forening som ”Stop vanrøgt af dyr bag hegn” har bestemt sin berettigelse.
At man er medlem, betyder dog ikke, at man ved bedst mht. god dyrevelfærd.
Vi opfordrer til dialog i stedet for dette had, som ligesom er udgangspunktet for foreningen.
Hvis man mener, noget er forkert, skal man kommunikere i stedet for, at ejere af husdyr bliver hængt ud på nettet og chikaneret, bliver politi anmeldt osv.
Lige nu frygter mange husdyrejere ligefrem, hvornår det er deres tur til at blive hængt ud på nettet.
Det kan være en unødvendig psykisk hård belastning, som bestemt ikke altid er fair.
Vil gerne opfordre alle interesserede om at melde sig ind i denne forening, så man kan følge lidt med og støtte op om det, som burde være den gode sag.
Der er dyr som slipper ud:
Vi har mere end 60 lokationer, hvor vi har dyr gående. Heldigvis er vi forskånet for større udslip, da vi hele tiden er opmærksomme på, om der er strøm på hegnet. Det kræver rigtig mange timer med buskrydder rundt de kilometervis af hegn.
Ved Marbækgård har vi en rød ko, som har knækket koden med fæ-ristene, og den trisser over. Vi har fået en del opringninger på denne ko, og det er vi taknemmelige for. Vi har haft en alvorssnak med koen, og den lover. Men græsset er åbenbart grønnere på den anden side. Resultatet bliver, at vi nok bliver nødt til at flytte den til et areal uden fæ-riste.
Nyt areal ved Ribe:
I Ribe er vi blevet bedt om at afgræsse et areal ned mod Ribe Å, således storken har bedre fødevilkår og kan se frøerne.
Vinterfoder bjerges:
Vi bjerger stadig en del vinterfoder. Det er sjovt, som bjergning af vinterfoder altid falder sammen med, at solen skinner, og der er sommerferie.
Fortsat god sommer
Vi ses derude i naturen eller i butikken.
Hilsen
Dennis, Arne, Olivia, Simon, Annemette, Bjarne, Svendsen, Magne, Thomas & Peder